Pronomener kaldes også for stedord. De står i stedet for et andet ord og kan deles op i grupper, alt efter hvad de henviser til.

Forskellige typer af pronomener:

• Personlige: fx jeg, ham og os
• Possessive: fx mit, sine og din
• Demonstrative: fx den, dette og disse
• Refleksive: fx sig
• Interrogative: fx hvem, hvis og hvad
• Ubestemte: fx man, ingen og nogen

De personlige pronomener står i stedet for en person eller et navn. Det er ord som jeg, han eller os. I den følgende sætning kan navnet Søren fx skiftes ud med han:

• Søren spillede fodbold – Han spillede fodbold.

De personlige pronomener kan bøjes. De ændrer sig, alt efter hvilket led de er i en sætning.

Possessive pronomener viser, hvem der ejer noget. For eksempel mit, sine eller din. De bøjes i forhold til det substantiv, der følger efter:

• Jeg spiser min is. Is er fælleskøn (en), så derfor bruger man min.
• Jeg spiser mit æble. Æble er intetkøn (et), så derfor bruger man mit.
• Jeg spiser mine æbler. Æbler er flertal, så derfor bruger man mine.

Det possessive pronomen sin kan godt drille. Det bruges kun, når man henviser til sætningens grundled:

• Han kørte i sin bil (altså i sin egen bil).
• Han kørte i hans bil (altså i en anden mands bil og ikke i sin egen).

Demonstrative pronomener er fx ord som den, dette og disse. De udtales med stærkt tryk og bruges til at fremhæve noget:

• Jeg vil have præcis dette billede.

Et refleksivt pronomen er fx ordet sig. Det henviser til sætningens grundled:

• Hun pillede sig (selv) i næsen.

Interrogative pronomener bruges i spørgsmål. Det er ord som hvem, hvis og hvad. Fx:

• Hvem er den mand?

De kan dog også bruges som henførende pronomener. Fx:

• Det er manden, hvis hund jeg passer.

Her er hvis henførende, fordi det fører tilbage til manden.

Ubestemte pronomener henviser ikke til en bestemt ting eller person. Det er ord som man, en/et, ingen/intet/ingen, nogen/noget/nogle.